Undgå svindel

Hos Reshopper har vi igennem 10 år oplevet flere former for svindel eller forsøg på svindel når varer skal fragtes. Sammenlignet med antallet af handler der laves, er tallene for svindel dog meget små - men konsekvenserne dyre for den enkelte der oplever det.

Sælger sender ikke varen

Køber og sælger aftaler at handle udenom Reshopper, og køber betaler typisk forud via MobilePay. Sælger sender bare ikke noget, eller blot en tom kasse.

Var denne handel foregået via Reshopper Fragt, var pengene ikke blevet udbetalt til sælger, men blot tilbageført til køber og sælger blokeret fra at bruge Reshopper.

Køber betaler aldrig

Køber og sælger aftaler at handle udenom Reshopper, og sælger sender varen afsted - køber betaler bare aldrig.

Var denne handel foregået via Reshopper Fragt, var købers betaling reserveret ved accept af handel og pengene trukket når sælger indleverede pakken.

Sælger forsøger at lokke betalingsinfo ud af køber

I dette tilfælde er det typisk systematisk svindel foretaget af professionelle. Fremgangsmåden er at kontakte mange brugere på kort tid, og få dem til at udlevere mobilnummer eller e-mail, så de kan køre kommunikationen udenom Reshopper (eller DBA, Trendsales osv.) og på den måde undslippe at blive opdaget/blokeret.

Får de fat i mobilnumre, ender det med at de sender et link til en falsk hjemmeside som ligner DAO, Postnord osv. Her skal man lige indtaste sit betalingskort, så man kan få sine varer eller penge. Bare lad være! Når først de har den info, går det stærkt - de er professionelle og er forberedt på at svindle hurtigere end du opfanger svindlen og får blokeret dit betalingskort.

⚠️ Ergo; Vil en køber eller sælger handle udenom Reshopper eller lige sende et link man skal trykke på, så er det på eget ansvar.

⚠️ Handler I alligevel udenom, kan vi ikke fange evt. svindel og vi kan derfor heller ikke advare andre hurtigt - dvs. I er med til at forværre problemet.

Men I tager jo servicegebyr!

Ja, Reshopper tager 5% fra sælger i gebyr på handler via Reshopper Fragt. Af en gennemsnitlig handel på 185 kr, er det 9,25 kr.

For det får sælger

  1. Adgang til 150.000+ potentielle købere
  2. Super nem fragt, uden print af label og uden bøvl med at købe fragt andet sted efter at have fået oplyst købers privatadresse og mobilnummer
  3. Slipper for brug af tid på forsinkede eller forsvundne pakker (den klarer Reshopper Support)
  4. Garanteret betaling for salget

For køber betyder Reshopper Fragt

  1. Tillid til sælgere
  2. Mobilnummer og privatadresse (som i nogle tilfælde er hemmelig) skal ikke oplyses til sælger
  3. Slipper for brug af tid på forsinkede eller forsvundne pakker (den klarer Reshopper Support)
  4. Garanti for at pakke kommer frem, eller erstattes 100% ved bortkomst

Bryder du dig som sælger ikke om gebyret, så prissæt dine varer så der er plads til det.

Spot en svindler

Tegn du kan kigge efter: Varen er eftertragtet eller et godt brand som er prissat mistænkeligt billigt. Profilen er ny uden ret meget aktivitet eller sælger vil have bankoverførsel / straksoverførsel. Hvis du synes det lugter lidt af fisk, så spørg os endelig på support@reshopper.com

Er det en professionel udenlandsk svindler, vil teksten typisk være oversat via Google Translate og kan derfor være lidt spøjs. Den slags bliver dog bedre over tid, så derfor er sund fornuft og en god portion skepsis dit bedste våben. 

Vi har set to fremgangsmåder: Nye profiler der oprettes og lynhurtigt sender en masse beskeder ud. Og så har vi set 5 eksisterende profiler, hvor svindlerne har fået fat i deres passwords og sendt beskeder ud fra deres profiler - på den måde ser de mere ægte ud. Men de vil typisk forsøge at få handlen udenom Reshopper, så de kan påvirke dig uden at blive opdaget.

Hvordan får de så fat i passwords? Fordi det enten er meget let at gætte (123456), eller også er det et password som er brugt på tværs af mange hjemmesider - når en af de hjemmesider får stjålet deres data, kan den data genbruges andre steder. Derfor: Hav en god password hygiejne - spørg en du kender, som har styr på den slags, hvis du ikke ved hvordan. Er du typen der har et simpelt password, eller genbruger det samme flere steder - så få det ændret, så du bruger unikke passwords!

Eksempler på beskeder fra svindlere:

"Jeg har lige forsøgt at placere en ordre via, men de begyndte at spørge efter sælgerens telefonnummer, kan du sende det til mig i en chat? 😍🥰"

"har lige forsøgt at placere en ordre via, men de begyndte at spørge efter sælgerens tele-fonnu-mmеr, kan du sende det til mig i en chat? 😍🥰"

"Hej kan du sende via dao?"

"Hej! Hilsen! Sælger du stadig?"

"Hej, respekteret sælger. Jeg føler, at jeg endelig har fundet det, jeg ønskede. Jeg ønsker at købe din vare på Reshopper, men jeg skal indtaste dit telefonnummer for at bekræfte betalingen. Giv mig venligst dit nummer. Med venlig hilsen Maria"

"Hej, min søster er interesseret i dit produkt, kan du give hende dit telefonnummer, så hun kan ringe til dig?"

"Hun ringer til dig senere, hun har betalt for leveringen via DAO, se om du har fået en besked fra dem?"

"Hun betalte gennem en sikker DAO-transaktion, og du skal blot følge deres instruktioner."

"Vent på linket fra DAO, de har sendt det til dit telefonnummer, og når det ankommer, skal du klikke på det og følge DAO's instruktioner."

"Goddag, min mor vil gerne købe dit produkt, og hun har bedt om dit nummer, så hun kan ringe til dig."