Tips til at handle sikkert
Reshopper skal være et nemt, hurtigt og sikkert sted at handle. Derfor har vi en køberbeskyttelse, når du bruger Reshopper og vores sikre handelssystem ved både fragt og afhentning. Læs mere her.
Her er en række øvrige tips til, hvordan du kan sikre dig en god oplevelse.
- Vær kritisk overfor sælgere, som kun vil handle udenfor app’en ved at spørge efter f.eks. mobilnummer - svindlere benytter denne taktik.
- Skal varen sendes, så brug Reshopper Fragt med køberbeskyttelse for en nem, sikker og svindel-fri proces! Du kan få sendt med GLS, dao eller instabox.
- Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det ofte også. Hvis varen er urealistisk billig, så kan det være en god ide at mødes med vedkommende for at sikre sig, at det er en reel vare.
- Overfør aldrig penge via bankoverførsel / straksoverførsel. Når du køber via bud i appen, så kan du tilvælge køberbeskyttelse og betale via appen i stedet.
- Bed sælger tage billeder af sin egen vare, hvis annoncen har billeder fra nettet.
- Tjek sælgers profil. Hvor gammel er profilen? Det kan du tjekke inde på den pågældende shop. Hvis den er helt ny og samtidig ikke har et vellignende profilbillede, så kan det også være grund til mistanke.
- Ved mistanke om snyd, rapporter shoppen til support@reshopper.com
- Spørg ind til varen
Hvis der er ting vedrørende en vare, som er vigtig for dig, så sørg for at spørge ind til det, inden du køber. Det er specielt vigtigt ved fragt, hvor du ikke umiddelbart har mulighed for at vurdere varen før købet. Det kan være vedrørende varens stand - eksempelvis om der er pletter, løse tråde, fnuller, virker lynlåsen, om varen er vasket i allergivenligt vaskemiddel, eller om den kommer fra et røg/dyrefrit hjem samt andre spørgsmål, som du finder relevante. Sørg altid for at bruge vores handelssystem Reshopper Fragt, hvor du har køberbeskyttelse eller at handle med køberbeskyttelse, når du handler med afhentning. Du kan læse mere om, hvordan køberbeskyttelsen fungerer, og hvordan du er sikret her.
Vær hensynsfuld
Reshopper er lavet til børnefamilier, så de hurtigt kan sælge deres brugte børneting og derved undgår, at det står og samler støv. I mange tilfælde er værdien af de brugte børneting relativt lav, og her vil sælgers fortjeneste derfor ofte være begrænset. Mange sælgere bruger Reshopper til at få de brugte børneting i omløb i stedet for at smide det ud. Det er et stort mål i sig selv, og rigtig godt for miljøet og dig som køber, og det er derfor en rigtig god ide at være en hensynsfuld køber, så sælger også får en god Reshopper-oplevelse.
Når du byder
Mange Reshoppere sætter en fast pris på deres varer, og ofte er den sat lavt. Er varen prissat fornuftigt, så overvej om der er grund til at bede sælger om et afslag bare for afslagets skyld. Det er desuden også en god ide at respektere, når sælger har markeret fast pris og dermed ikke ønsker bud.
Når du gerne vil have sendt
Det er ikke alle brugere, som umiddelbart ønsker at sende, og derfor forventer de ikke at blive spurgt, om de vil sende varen, hvis de ikke har markeret det på selve varen. Har du alligevel fundet en vare, som du ikke kan leve uden, så forvent at porto kommer oveni prisen, og spørg på en venlig måde om vedkommende ønsker at sende via Reshopper Fragt med køberbeskyttelse.
Når du har lavet en aftale med sælger
Børnefamilier har rigtig travlt, og det er derfor en god ide at overholde aftaler med andre Reshoppere, så sælger ikke venter forgæves. Vi kan selvfølgelig alle sammen komme ud for sygdom eller andre pludseligt opståede situationer, og derfor er det altid god stil at skrive, at man er blevet forhindret.